1,5 måned tilbage...

Så er der gået præcis to måneder siden, at jeg vinkede farvel til Danmark d. 27. januar. Og hold da kaje hvor tiden er fløjet afsted. Om to uger starter vores månedslange feltarbejde. Jeg har ændret mit emne en del gange, da jeg som altid er virkelig dårlig til at beslutte mig. Men jeg tog afsted med en ide om at lave noget om unge og uddannelse - og det har så været vidt omkring ind til, at jeg nu er landet på emnet igen, men kombineret med 'vivir bien' (lev godt). Det er en filosofi, der blomstrer her i Sydamerika, og i særdeleshed i Bolivia, hvor det nu også er en del af deres konstitution fra 2009. Det kan dog diskuteres, hvordan filosofien hænger sammen med deres praksis, og om det mere er tom diskurs - men i hvert fald handler det om, at bolivianerne selv vil definere, hvad det vil sige at leve godt. For dem handler det om at leve godt, ikke leve bedre og med flere penge. Det handler om at finde tilbage til deres rødder og deres forfædre og genoplive deres oprindelig kultur, så livet, de indfødte (indígenas), deres visdom, kultur, danse og klæder igen bliver værdsat. Det kommer ud af en historie, hvor det at være indfødt, blev set på med skam. NGO'er og andre "udviklings"-organisationer kom og definerede det gode liv. "I ved ingenting, I har brug for skoler, veje, industri - det er for fattigt at dyrke kartofler og være glad for det". Det handler derfor også om, at bolivianerne vil des-kolonisere sig selv. Den individualistiske mentalitet, som vi har i Vesten, er nu også en stor del af Bolivia, men sådan har det bestemt ikke altid været. Det handler derfor ligeledes om at forsøge at fralægge noget af den mentalitet for at finde tilbage til den andinske/amazonianske mentalitet, hvor fællesskab, ritualer, spiritualitet, kosmovision, naturen og livet betyder mere. Det tror jeg egentlig, at vi alle sammen kunne have godt af at tænke over - hvordan kan vi deskolonisere os selv? Hvorfor er det vestlige liv ofte set som 'det gode liv'? Og hvorfor er der ikke plads til flere måder at forstå verden på? Fx. er det en ifølge menneskerettighederne en menneskeret at gå i skole, og det sætter vi jo som oftest ikke spørgsmålstegn ved - men hvorfor har den lærdom, som de har passeret gennem generationer ingen værdi? For eksempel at indfødte bøndere (campesinos) har fralært sig sin viden omkring at dyrke jorden på, at aflæse naturen og at tale med ånderne i naturen? Hvorfor bliver lærdom som denne ikke værdsat? I stedet går børnene i skole og lærer noget, som de måske ikke gider - men skal, mens de bliver fortalt, at det er lavt og forkert at være indfødt og tale quechua. Sådan groft sagt...

Nå men det har - som I nok kan fornemme - sat en masse tanker i gang, og i denne proces tænker jeg også en masse over, hvad jeg kan gøre for at "deskolonisere" min tankegang og kombinere de forskellige verdener. For det handler selvfølgelig heller ikke om, at alt fra Vesten er dårligt, og det meste er nok også uundgåeligt nu om dage - så det handler, for mig at se, om at tage de bedste værdier fra begge og tænke i en ny mentalitet - en ny måde at se verden på. Men hvordan og hvilke værdier skal man jo selv finde ud af hver især. Dog er filosofien om 'vivir bien', som før sagt, stadig meget noget, der tales om i regeringen, i akademiske luftlag og i alternative grupper og blandt aktivister og det har endnu ikke nået ud til den gængse befolkning. De er jo også stadig meget i begyndelsen af processen - så der kan ske meget endnu. Det er en interessant proces at være dumpet ind i. Regeringen forklarer med den ene hånd, at det handler om helt at fralægge sig alt vestligt og finde deres rødder igen (sådan forklarer deres minister for det område i hvert fald mere eller mindre til et møde, som vi havde med ham), mens de med den anden hånd underskriver en aftale om at bygge en vej ind i gennem junglen, hvilket nok ikke giver plads til at bevare noget som helst, for de grupper, der lever der - eller for den sags skyld for regnskoven.

Nåh wauw - jeg fik lige lukket noget damp ud - skriv endelig kommentarer, hvis I er uenige eller vil bidrage med noget! Jeg er nok rimelig farvet (i grøn, gul og rød) for tiden - men det er meget forfriskende at lære noget ud fra det, jeg ser i virkeligheden, og ikke blot ud fra hvad jeg læser i en tekst indenfor CSS' vægge. I forhold til mit projekt er det mit håb, at jeg får adgang til et af deres universiteter for indfødte og tale med om 'vivir bien', deskolonisation og hvordan de forstår det og tager det ind i deres hverdag, og om de gør. Disse universiteter (der er i alt 3) er netop lavet til indfødte, hvor de eksempelvis arbejder med at lave projekter i deres landsby undervejs, får undervisning i deres lokale sprog og kosmovision, samt indenfor deres lokale videnskaber såsom landbrug, naturmedicin, tekstil osv. Derudover ligger de tre universiteter ude på landet, men centralt i de områder, hvor de folk som repræsenterer bor.

Det var lige lidt nyt herfra. I morgen drager vi til Santa Cruz, hvor vi skal bekæftige os en masse med den amazonianske kosmovision (lavlandet - amazonas) - indtil videre har vi beskæftiget os meget med den andinske (højlandet - andesbjergene). Det bliver spændende at se forskelle, ligheder og hvordan de reagerer på globalisationen... Og med det vil jeg derfor anbefale jer at se filmen "Children of the amazon" http://www.childrenoftheamazon.com/

Hilsen fra Bolivia... hvor jeg er gået all in!

Carnaval 1. - 9. Marts

Først og fremmest - tusind tak til alle jer, der sender mig mails, beskeder, snapchats og følger med på facebook, det er altid dejligt at høre hjemmefra! Jeg er ikke så god til at få svaret hurtigt, men der skal nok komme et svar. MEN tak - det betyder meget at få mails og tanker hjemmefra!
Her i marts halter det lidt med at få opdateret min blog - men prøver at komme efter det.

I starten af marts fejrede vi carnavalet, og det var en sjov, festlig, glad og også trist oplevelse - det kommer jeg til senere. Karnevalet er som sagt en stor ting her i Bolivia. Det bliver afholdt i de fleste byer, men det største er i byen Oruro, og det efterfølges af 2 nationale fridage, hvilket vi også nød godt af. Men karnevalet varer som sådan hele ugen - for ikke at sige flere måneder, som det faktisk er, da det starter i februar, som jeg jo har skrevet om.

Vi tog til Oruro tidligt lørdag d. 1. marts - og vi kom til byen ca. kl. 10, der allerede sydede af feststemning, gadekøkkener, gadesælgere, skumkampe, børn med vandgeværer og musik. Vi spiste morgenmad og fandt vores sæder. Karnevalet består mere eller mindre af et optog af dansere, der varer hele dagen - fra 8-22. De danser på en rute gennem byen på de mest centrale gader. Der er så opsat tribuner, hvor man som tilskuer kan købe sæder. De tilstødende gader er et virvar af folk, madboder, sælgere, fulde mennesker, tissekøer til de offentlige toiletter osv. Næsten som en hver anden festival. Dog er der den forskel, at folk leger med vand og skum - det endte i nogle ret vilde kampe, hvor vi blev dækket i skum (se billeder). Dansene er varierende, men der en del, der går igen. Kostumerne og showet er en stor del af det, så det var nogle smukke syn af dansere med farverige glimtende dragter. Der bliver også fortalt historier gennem dansene, der repræsenterer forskellige dele af landet. Det er egentlig en katolsk tradition, der stammer fra spanierne, men den er nu godt blandet sammen med lokale religioner og fortællinger. Udover dansene er musikken også en meget vigtig del - og det er helt utroligt, hvordan trompetister, tubaister osv. kan blive ved at trutte for fulde gardiner efter at have vandret i den bagende sol i mange timer. Det er i øvrigt også utroligt med danserne, som ikke ligefrem danser i kondisko eller bærer teva-sandaler, men som danser i gigantisk høje hæle eller høje støvler, der passer til kostumet, men som ser utroligt ubehageligt ud. Og ofte er mændenes kostumer som en uniform, gerne med enorm vatterede pufærmer, og da det var omkring 20 grader og høj sol, så har virkelig været en varm fornøjelse. Men det var en virkelig skæg og speciel oplevelse - bortset fra at det hele endte noget tragisk, da en gangbro, der var bygget hen over vejen, hvor optoget forgik, brasede sammen omkring kl. 18. Det var omkring 20 meter fra, hvor vi stod, så mange af mine medstuderende så det. Det skete ligesom Bolivias meste famøse band Popo gik under den, og 4 af bandets medlemmer omkom og mange blev sårede. Så hele dagen blev noget farvet af denne tragiske afslutning - som jo både var meget voldsom og trist. Da vi forlod stedet lidt efter, vidste vi dog ikke, hvor slemt et omfang ulykken egentlig var, men det passede os godt, at det var planlagt, at vi skulle hjem deromkring. Fotoserien vil jeg derfor dedikere til Bandet Popo og de 4 omkomne medlemmer. Fotosne fokuserer på den varme glæde, farverige festlighed og legende verden, som hverdagen forvandles til disse dage om året - hvilket var en utrolig smuk - men også lærerig oplevelse i forhold til en højtid, der virkelig betyder meget for nærmest alle bolivianere.

Dansen fra Cochabamba: "Carporales"

                                     SKUM FIGHT!!!

Konfeeeeeetti!!!

           De efterfølgende blev brugt med familien. Her i huset bød det på grillmad - hvilket også er en speciel ting. Derudover blev tirsdagen brugt på udklædningsfest og vandkamp i huset. De plejer egentlig ikke at lave det hele store, men det af en eller anden grund blev det en hel festdag. Huset blev pyntet med balloner og serpentinere, og vi blev også i den grad pyntet med parykker, serpentiner, briller og balloner. Derefter var der fotosession, hvor vi kastede med konfetti og poserede forskellige steder i huset. Det var ganske fornøjeligt. Og så gik det løs - plask, sjask, plask, sjask - en vandkamp af den helt ægte slags med vandballoner, vandpistoler og spandevis af iskoldt vand. Vi blev ordentligt gennemblødte - stadig med parykker og hele udstyret. Efter vandkampen lavede vi et ritual for moder jord (Pachamama), som alle huse gør for at bede om beskyttelse og held og lykke. Nogle beder også om materielle goder, som eksempelvis computer, ny bil osv. Ritualet hedder K'oa, og det man gør er, at man har en speciel sammensætning af urter, træ og figurer, som brændes af, alt imens man drikker med moderjord, hvilket vil sige, at hver gang man tager en slurk af sin drink, hælder man en lille smule på jorden. Det gør man indtil, "bålet" er brændt ud. Dette førte blandt andet til, at min ene "søster's" kæreste Sergio, blev ret bedugget. En ellers meget stille mand, talte pludselig som et vandfald, og det var en egentlig ret fornøjeligt at høre om hans liv, få anbefalet rejsesteder i Bolivia og om ritualet K'oa. Festen forsatte med mad og dans, og det var en skøn dag med familien.

Marcelo og Sergio

Selv hunden Coqui fik serpentinere på

La mama laver la K'oa