Carnaval 1. - 9. Marts

Først og fremmest - tusind tak til alle jer, der sender mig mails, beskeder, snapchats og følger med på facebook, det er altid dejligt at høre hjemmefra! Jeg er ikke så god til at få svaret hurtigt, men der skal nok komme et svar. MEN tak - det betyder meget at få mails og tanker hjemmefra!
Her i marts halter det lidt med at få opdateret min blog - men prøver at komme efter det.

I starten af marts fejrede vi carnavalet, og det var en sjov, festlig, glad og også trist oplevelse - det kommer jeg til senere. Karnevalet er som sagt en stor ting her i Bolivia. Det bliver afholdt i de fleste byer, men det største er i byen Oruro, og det efterfølges af 2 nationale fridage, hvilket vi også nød godt af. Men karnevalet varer som sådan hele ugen - for ikke at sige flere måneder, som det faktisk er, da det starter i februar, som jeg jo har skrevet om.

Vi tog til Oruro tidligt lørdag d. 1. marts - og vi kom til byen ca. kl. 10, der allerede sydede af feststemning, gadekøkkener, gadesælgere, skumkampe, børn med vandgeværer og musik. Vi spiste morgenmad og fandt vores sæder. Karnevalet består mere eller mindre af et optog af dansere, der varer hele dagen - fra 8-22. De danser på en rute gennem byen på de mest centrale gader. Der er så opsat tribuner, hvor man som tilskuer kan købe sæder. De tilstødende gader er et virvar af folk, madboder, sælgere, fulde mennesker, tissekøer til de offentlige toiletter osv. Næsten som en hver anden festival. Dog er der den forskel, at folk leger med vand og skum - det endte i nogle ret vilde kampe, hvor vi blev dækket i skum (se billeder). Dansene er varierende, men der en del, der går igen. Kostumerne og showet er en stor del af det, så det var nogle smukke syn af dansere med farverige glimtende dragter. Der bliver også fortalt historier gennem dansene, der repræsenterer forskellige dele af landet. Det er egentlig en katolsk tradition, der stammer fra spanierne, men den er nu godt blandet sammen med lokale religioner og fortællinger. Udover dansene er musikken også en meget vigtig del - og det er helt utroligt, hvordan trompetister, tubaister osv. kan blive ved at trutte for fulde gardiner efter at have vandret i den bagende sol i mange timer. Det er i øvrigt også utroligt med danserne, som ikke ligefrem danser i kondisko eller bærer teva-sandaler, men som danser i gigantisk høje hæle eller høje støvler, der passer til kostumet, men som ser utroligt ubehageligt ud. Og ofte er mændenes kostumer som en uniform, gerne med enorm vatterede pufærmer, og da det var omkring 20 grader og høj sol, så har virkelig været en varm fornøjelse. Men det var en virkelig skæg og speciel oplevelse - bortset fra at det hele endte noget tragisk, da en gangbro, der var bygget hen over vejen, hvor optoget forgik, brasede sammen omkring kl. 18. Det var omkring 20 meter fra, hvor vi stod, så mange af mine medstuderende så det. Det skete ligesom Bolivias meste famøse band Popo gik under den, og 4 af bandets medlemmer omkom og mange blev sårede. Så hele dagen blev noget farvet af denne tragiske afslutning - som jo både var meget voldsom og trist. Da vi forlod stedet lidt efter, vidste vi dog ikke, hvor slemt et omfang ulykken egentlig var, men det passede os godt, at det var planlagt, at vi skulle hjem deromkring. Fotoserien vil jeg derfor dedikere til Bandet Popo og de 4 omkomne medlemmer. Fotosne fokuserer på den varme glæde, farverige festlighed og legende verden, som hverdagen forvandles til disse dage om året - hvilket var en utrolig smuk - men også lærerig oplevelse i forhold til en højtid, der virkelig betyder meget for nærmest alle bolivianere.

Dansen fra Cochabamba: "Carporales"

                                     SKUM FIGHT!!!

Konfeeeeeetti!!!

           De efterfølgende blev brugt med familien. Her i huset bød det på grillmad - hvilket også er en speciel ting. Derudover blev tirsdagen brugt på udklædningsfest og vandkamp i huset. De plejer egentlig ikke at lave det hele store, men det af en eller anden grund blev det en hel festdag. Huset blev pyntet med balloner og serpentinere, og vi blev også i den grad pyntet med parykker, serpentiner, briller og balloner. Derefter var der fotosession, hvor vi kastede med konfetti og poserede forskellige steder i huset. Det var ganske fornøjeligt. Og så gik det løs - plask, sjask, plask, sjask - en vandkamp af den helt ægte slags med vandballoner, vandpistoler og spandevis af iskoldt vand. Vi blev ordentligt gennemblødte - stadig med parykker og hele udstyret. Efter vandkampen lavede vi et ritual for moder jord (Pachamama), som alle huse gør for at bede om beskyttelse og held og lykke. Nogle beder også om materielle goder, som eksempelvis computer, ny bil osv. Ritualet hedder K'oa, og det man gør er, at man har en speciel sammensætning af urter, træ og figurer, som brændes af, alt imens man drikker med moderjord, hvilket vil sige, at hver gang man tager en slurk af sin drink, hælder man en lille smule på jorden. Det gør man indtil, "bålet" er brændt ud. Dette førte blandt andet til, at min ene "søster's" kæreste Sergio, blev ret bedugget. En ellers meget stille mand, talte pludselig som et vandfald, og det var en egentlig ret fornøjeligt at høre om hans liv, få anbefalet rejsesteder i Bolivia og om ritualet K'oa. Festen forsatte med mad og dans, og det var en skøn dag med familien.

Marcelo og Sergio

Selv hunden Coqui fik serpentinere på

La mama laver la K'oa