Foerst og fremmest - tak for mails og kommentarer!! Det er saa rart at hoere hjemmefra.
Jeg er nu draget paa feltarbejde i jungen i den lille by Chimoré. Jeg laver projektet med den anden
pige, Natasha, og det er egentlig meget fint at kunne reflektere sammen
med en anden og ikke vaere helt alene her, hvor alting er saa
anderledes. Temaet for projektet - for lige at gentage mig selv - er
deskolonisationen
af uddannelse, som
universitet for "indfoedte" repraesenterer. Vores ide er at lave en film
med de studerende, hvor de i lige saa hoej grad skal vaere en del af
processen, og hvor de skal vaere med til at fortaelle deres budskab og
hvordan de oplever processen af deskolonisation.
Derudover handler det om at laere en masse unge mennesker at kende og
udveksle
ideer og oplevelser om, hvordan det er at vaere studerende, og hvad der
betyder noget i livet - og ikke mindst hvad er vigtigt i forhold til god
uddannelse og deskolonisation, og hvad disse termer egentligt betyder.
Vi
har nu vaeret i gang i en uge, og jeg er dybt imponeret over, hvordan
de
studerende er saa rare, venlige, soede og interesserede i vores
projekt, og de inviterer os til at spille fodbold, til at spise med og
til at bo paa deres kollegie, men vi mangler det sidste go fra rektor.
De bor alle sammen
paa et kollegie paa vaerelser med 15 andre
studerende, og der er ansat folk til at lave deres tre maaltider, saa de
kan fokusere paa studierne. Universitetet er paa mange maader meget
anderledes, og paa andre maader minder det om et hvert andet
uddannelsessted. De studerende kan vaelge mellem 4 uddannelser -
ingenoer en foedevarer, skov-ingenoer, landbrugs-ingenoer og ingenoer i
fisk og vand (ikke de bedste oversaettelser, men dog en oversaettelse
:). De laerer de masse om at dyrke jorden, producere
foedevarer af de naturlige raavarer, de kan dyrke her, producere fisk,
passe og beskaere skovene og vigtigst af alt at goere dette i
faellesskab og paa en
maade med respekt for moder jord, og hvor de beskytter skoven etc.
Stoerstedelen af tiden er praktisk arbejde, og det er fascinerende,
hvordan
de arbejder sammen og hjaelper hinanden. Ideen er ligeledes, at de skal
genvaerdsaette deres forfaedres
viden - deskolonisere sig - aendre deres mentalitet til at vaerdsaette
deres egne "kulturer", sprog, vaner etc. Og ikke straebe efter "det
vestlige liv". Ikke at de skal gaa tilbage til livet som det var
dengang, men
kombinere det med livet og teknologien idag - og vaerdsaette den viden
og de vaerdier
som forfaedrene havde, fx. maader at dyrke jorden paa og maader at
taenke naturen
som levende paa - og dermed beskytte den paa i produktionen. Det hele
kommer jo af, at de i mange aar har vaeret
undertrykt af colonialismen og neo-colonialismen, og at det nu skal
vaere bolivianerne selv, der bestemmer vaerdierne.
De har
paa mange
maader succes med at inkorporere deres forfaedres vaerdier - fx. er der
nu mange, der igen er stolte af at vaere quechua og taler sproget. De
unge har ogsaa en helt anden ide om det at dyrke jorden og vaerdsaette
de raavarer, de har omkring sig - istedet for at drikke coca cola og
spiser hamburgers, som de siger (selvom man dog kan koebe coca cola i
den lille kiosk paa deres kollogie). Der er mange gode ting i det - og
der er dog ogsaa stadig mange ting, som springer mig lidt i oejnene og
ud fra det, vi hoerer de studerende fortaelle. Fx den maengde af
arbejde
de er noedt til at lave. Evo Morales siger: studer studer studer - og
de har noget laengere dage end paa et almindeligt univeristet
(undervisning fra 7.30-18.30 - derefter lektier), da de
skal goere op for meget alt, der er gaaet tabt, og for at vise, at de
indfoedte kan noget - siger Evo (maaske ikke lige med disse ord). Mange
gange er de noedt til at arbejde til langt ud paa natten
for at holde trit med lektierne - jeg er indimellem bange for, at de
mister dem selv i det hele - men det er maaske blot min ide om
selvudvikling og bla bla. Nogle undervisere er fokuseret paa at
undervise dem i at taenke kritisk over det, de laerer - og de siger, at
dette er vigtigt, for mange undervisere er jo blevet undervist paa
almindelig universiteter og har ikke laert at beskytte jorden og vaere
stolte over deres etnicitet. Ja, det betyder saa, at de mange
undervisere, der ikke taenker i disse baner, ikke taenker i processen
med at dekolonisere sig - og flette de to verdner sammen, hvilket jo er
problematisk i forhold til, at det er universitetets mission. Vi har
talt
med et par studerende, som fortaeller, at universitetet har forandret
sig meget siden begyndelsen for 5 aar siden, hvor de i faellesskab
skulle skabe det
hele. Nu laver de fx. ikke de samme ritualer, og de taler ikke i
samme grad om, hvorfor de goer, som de goer, og hvorfor det er vigtigt
at taenke
i deskolonisation - og beskytte moder jord etc. Derudover er
uddannelserne meget fokuseret
paa produktion, og at de skal udvikle deres egen produktion til eksport
og brug indenfor landets grand - altsaa en del af Bolivias udvikling -
som jo i for og sig
er bedre, end de mange multinationale selskaber som har udnyttet deres
ressourcer - men det hele kommer derfor i sidste ende an paa at tjene
penge. Og det store fokus paa penge og materialisme er ellers det, som
de gerne vil vaek fra i deres filosofi om "at leve godt" (vivir bien).
Saa det er for
mig lidt modstridende - men jeg taenker, at det for dem ogsaa handler
om, at der stadig er utroligt mange fattige, saa derfor foerst og
fremmest forbedre deres levevilkaar. Ahh ja, der er masser af tanker,
der flyver rundt - og det hele er jo som altid meget mere komplekst en
som saa. I naeste uge skal vi til at filme og finde studerende, som vi
kan foelge hele dage - og hoere deres ideer om det hele. Det ser jeg
meget frem til.
Jeg haaber, at alt er vel i Danmark! Vi ses - over and out
Mit Bolivia
torsdag den 17. april 2014
torsdag den 27. marts 2014
1,5 måned tilbage...
Så er der gået præcis to måneder siden, at jeg vinkede farvel til Danmark d. 27. januar. Og hold da kaje hvor tiden er fløjet afsted. Om to uger starter vores månedslange feltarbejde. Jeg har ændret mit emne en del gange, da jeg som altid er virkelig dårlig til at beslutte mig. Men jeg tog afsted med en ide om at lave noget om unge og uddannelse - og det har så været vidt omkring ind til, at jeg nu er landet på emnet igen, men kombineret med 'vivir bien' (lev godt). Det er en filosofi, der blomstrer her i Sydamerika, og i særdeleshed i Bolivia, hvor det nu også er en del af deres konstitution fra 2009. Det kan dog diskuteres, hvordan filosofien hænger sammen med deres praksis, og om det mere er tom diskurs - men i hvert fald handler det om, at bolivianerne selv vil definere, hvad det vil sige at leve godt. For dem handler det om at leve godt, ikke leve bedre og med flere penge. Det handler om at finde tilbage til deres rødder og deres forfædre og genoplive deres oprindelig kultur, så livet, de indfødte (indígenas), deres visdom, kultur, danse og klæder igen bliver værdsat. Det kommer ud af en historie, hvor det at være indfødt, blev set på med skam. NGO'er og andre "udviklings"-organisationer kom og definerede det gode liv. "I ved ingenting, I har brug for skoler, veje, industri - det er for fattigt at dyrke kartofler og være glad for det". Det handler derfor også om, at bolivianerne vil des-kolonisere sig selv. Den individualistiske mentalitet, som vi har i Vesten, er nu også en stor del af Bolivia, men sådan har det bestemt ikke altid været. Det handler derfor ligeledes om at forsøge at fralægge noget af den mentalitet for at finde tilbage til den andinske/amazonianske mentalitet, hvor fællesskab, ritualer, spiritualitet, kosmovision, naturen og livet betyder mere. Det tror jeg egentlig, at vi alle sammen kunne have godt af at tænke over - hvordan kan vi deskolonisere os selv? Hvorfor er det vestlige liv ofte set som 'det gode liv'? Og hvorfor er der ikke plads til flere måder at forstå verden på? Fx. er det en ifølge menneskerettighederne en menneskeret at gå i skole, og det sætter vi jo som oftest ikke spørgsmålstegn ved - men hvorfor har den lærdom, som de har passeret gennem generationer ingen værdi? For eksempel at indfødte bøndere (campesinos) har fralært sig sin viden omkring at dyrke jorden på, at aflæse naturen og at tale med ånderne i naturen? Hvorfor bliver lærdom som denne ikke værdsat? I stedet går børnene i skole og lærer noget, som de måske ikke gider - men skal, mens de bliver fortalt, at det er lavt og forkert at være indfødt og tale quechua. Sådan groft sagt...
Nå men det har - som I nok kan fornemme - sat en masse tanker i gang, og i denne proces tænker jeg også en masse over, hvad jeg kan gøre for at "deskolonisere" min tankegang og kombinere de forskellige verdener. For det handler selvfølgelig heller ikke om, at alt fra Vesten er dårligt, og det meste er nok også uundgåeligt nu om dage - så det handler, for mig at se, om at tage de bedste værdier fra begge og tænke i en ny mentalitet - en ny måde at se verden på. Men hvordan og hvilke værdier skal man jo selv finde ud af hver især. Dog er filosofien om 'vivir bien', som før sagt, stadig meget noget, der tales om i regeringen, i akademiske luftlag og i alternative grupper og blandt aktivister og det har endnu ikke nået ud til den gængse befolkning. De er jo også stadig meget i begyndelsen af processen - så der kan ske meget endnu. Det er en interessant proces at være dumpet ind i. Regeringen forklarer med den ene hånd, at det handler om helt at fralægge sig alt vestligt og finde deres rødder igen (sådan forklarer deres minister for det område i hvert fald mere eller mindre til et møde, som vi havde med ham), mens de med den anden hånd underskriver en aftale om at bygge en vej ind i gennem junglen, hvilket nok ikke giver plads til at bevare noget som helst, for de grupper, der lever der - eller for den sags skyld for regnskoven.
Nåh wauw - jeg fik lige lukket noget damp ud - skriv endelig kommentarer, hvis I er uenige eller vil bidrage med noget! Jeg er nok rimelig farvet (i grøn, gul og rød) for tiden - men det er meget forfriskende at lære noget ud fra det, jeg ser i virkeligheden, og ikke blot ud fra hvad jeg læser i en tekst indenfor CSS' vægge. I forhold til mit projekt er det mit håb, at jeg får adgang til et af deres universiteter for indfødte og tale med om 'vivir bien', deskolonisation og hvordan de forstår det og tager det ind i deres hverdag, og om de gør. Disse universiteter (der er i alt 3) er netop lavet til indfødte, hvor de eksempelvis arbejder med at lave projekter i deres landsby undervejs, får undervisning i deres lokale sprog og kosmovision, samt indenfor deres lokale videnskaber såsom landbrug, naturmedicin, tekstil osv. Derudover ligger de tre universiteter ude på landet, men centralt i de områder, hvor de folk som repræsenterer bor.
Det var lige lidt nyt herfra. I morgen drager vi til Santa Cruz, hvor vi skal bekæftige os en masse med den amazonianske kosmovision (lavlandet - amazonas) - indtil videre har vi beskæftiget os meget med den andinske (højlandet - andesbjergene). Det bliver spændende at se forskelle, ligheder og hvordan de reagerer på globalisationen... Og med det vil jeg derfor anbefale jer at se filmen "Children of the amazon" http://www.childrenoftheamazon.com/
Nå men det har - som I nok kan fornemme - sat en masse tanker i gang, og i denne proces tænker jeg også en masse over, hvad jeg kan gøre for at "deskolonisere" min tankegang og kombinere de forskellige verdener. For det handler selvfølgelig heller ikke om, at alt fra Vesten er dårligt, og det meste er nok også uundgåeligt nu om dage - så det handler, for mig at se, om at tage de bedste værdier fra begge og tænke i en ny mentalitet - en ny måde at se verden på. Men hvordan og hvilke værdier skal man jo selv finde ud af hver især. Dog er filosofien om 'vivir bien', som før sagt, stadig meget noget, der tales om i regeringen, i akademiske luftlag og i alternative grupper og blandt aktivister og det har endnu ikke nået ud til den gængse befolkning. De er jo også stadig meget i begyndelsen af processen - så der kan ske meget endnu. Det er en interessant proces at være dumpet ind i. Regeringen forklarer med den ene hånd, at det handler om helt at fralægge sig alt vestligt og finde deres rødder igen (sådan forklarer deres minister for det område i hvert fald mere eller mindre til et møde, som vi havde med ham), mens de med den anden hånd underskriver en aftale om at bygge en vej ind i gennem junglen, hvilket nok ikke giver plads til at bevare noget som helst, for de grupper, der lever der - eller for den sags skyld for regnskoven.
Nåh wauw - jeg fik lige lukket noget damp ud - skriv endelig kommentarer, hvis I er uenige eller vil bidrage med noget! Jeg er nok rimelig farvet (i grøn, gul og rød) for tiden - men det er meget forfriskende at lære noget ud fra det, jeg ser i virkeligheden, og ikke blot ud fra hvad jeg læser i en tekst indenfor CSS' vægge. I forhold til mit projekt er det mit håb, at jeg får adgang til et af deres universiteter for indfødte og tale med om 'vivir bien', deskolonisation og hvordan de forstår det og tager det ind i deres hverdag, og om de gør. Disse universiteter (der er i alt 3) er netop lavet til indfødte, hvor de eksempelvis arbejder med at lave projekter i deres landsby undervejs, får undervisning i deres lokale sprog og kosmovision, samt indenfor deres lokale videnskaber såsom landbrug, naturmedicin, tekstil osv. Derudover ligger de tre universiteter ude på landet, men centralt i de områder, hvor de folk som repræsenterer bor.
Det var lige lidt nyt herfra. I morgen drager vi til Santa Cruz, hvor vi skal bekæftige os en masse med den amazonianske kosmovision (lavlandet - amazonas) - indtil videre har vi beskæftiget os meget med den andinske (højlandet - andesbjergene). Det bliver spændende at se forskelle, ligheder og hvordan de reagerer på globalisationen... Og med det vil jeg derfor anbefale jer at se filmen "Children of the amazon" http://www.childrenoftheamazon.com/
Hilsen fra Bolivia... hvor jeg er gået all in! |
søndag den 9. marts 2014
Carnaval 1. - 9. Marts
Først og fremmest - tusind tak til alle jer, der sender mig mails, beskeder, snapchats og følger med på facebook, det er altid dejligt at høre hjemmefra! Jeg er ikke så god til at få svaret hurtigt, men der skal nok komme et svar. MEN tak - det betyder meget at få mails og tanker hjemmefra!
Her i marts halter det lidt med at få opdateret min blog - men prøver at komme efter det.
I starten af marts fejrede vi carnavalet, og det var en sjov, festlig, glad og også trist oplevelse - det kommer jeg til senere. Karnevalet er som sagt en stor ting her i Bolivia. Det bliver afholdt i de fleste byer, men det største er i byen Oruro, og det efterfølges af 2 nationale fridage, hvilket vi også nød godt af. Men karnevalet varer som sådan hele ugen - for ikke at sige flere måneder, som det faktisk er, da det starter i februar, som jeg jo har skrevet om.
Vi tog til Oruro tidligt lørdag d. 1. marts - og vi kom til byen ca. kl. 10, der allerede sydede af feststemning, gadekøkkener, gadesælgere, skumkampe, børn med vandgeværer og musik. Vi spiste morgenmad og fandt vores sæder. Karnevalet består mere eller mindre af et optog af dansere, der varer hele dagen - fra 8-22. De danser på en rute gennem byen på de mest centrale gader. Der er så opsat tribuner, hvor man som tilskuer kan købe sæder. De tilstødende gader er et virvar af folk, madboder, sælgere, fulde mennesker, tissekøer til de offentlige toiletter osv. Næsten som en hver anden festival. Dog er der den forskel, at folk leger med vand og skum - det endte i nogle ret vilde kampe, hvor vi blev dækket i skum (se billeder). Dansene er varierende, men der en del, der går igen. Kostumerne og showet er en stor del af det, så det var nogle smukke syn af dansere med farverige glimtende dragter. Der bliver også fortalt historier gennem dansene, der repræsenterer forskellige dele af landet. Det er egentlig en katolsk tradition, der stammer fra spanierne, men den er nu godt blandet sammen med lokale religioner og fortællinger. Udover dansene er musikken også en meget vigtig del - og det er helt utroligt, hvordan trompetister, tubaister osv. kan blive ved at trutte for fulde gardiner efter at have vandret i den bagende sol i mange timer. Det er i øvrigt også utroligt med danserne, som ikke ligefrem danser i kondisko eller bærer teva-sandaler, men som danser i gigantisk høje hæle eller høje støvler, der passer til kostumet, men som ser utroligt ubehageligt ud. Og ofte er mændenes kostumer som en uniform, gerne med enorm vatterede pufærmer, og da det var omkring 20 grader og høj sol, så har virkelig været en varm fornøjelse. Men det var en virkelig skæg og speciel oplevelse - bortset fra at det hele endte noget tragisk, da en gangbro, der var bygget hen over vejen, hvor optoget forgik, brasede sammen omkring kl. 18. Det var omkring 20 meter fra, hvor vi stod, så mange af mine medstuderende så det. Det skete ligesom Bolivias meste famøse band Popo gik under den, og 4 af bandets medlemmer omkom og mange blev sårede. Så hele dagen blev noget farvet af denne tragiske afslutning - som jo både var meget voldsom og trist. Da vi forlod stedet lidt efter, vidste vi dog ikke, hvor slemt et omfang ulykken egentlig var, men det passede os godt, at det var planlagt, at vi skulle hjem deromkring. Fotoserien vil jeg derfor dedikere til Bandet Popo og de 4 omkomne medlemmer. Fotosne fokuserer på den varme glæde, farverige festlighed og legende verden, som hverdagen forvandles til disse dage om året - hvilket var en utrolig smuk - men også lærerig oplevelse i forhold til en højtid, der virkelig betyder meget for nærmest alle bolivianere.
SKUM FIGHT!!!
De efterfølgende blev brugt med familien. Her i huset bød det på grillmad - hvilket også er en speciel ting. Derudover blev tirsdagen brugt på udklædningsfest og vandkamp i huset. De plejer egentlig ikke at lave det hele store, men det af en eller anden grund blev det en hel festdag. Huset blev pyntet med balloner og serpentinere, og vi blev også i den grad pyntet med parykker, serpentiner, briller og balloner. Derefter var der fotosession, hvor vi kastede med konfetti og poserede forskellige steder i huset. Det var ganske fornøjeligt. Og så gik det løs - plask, sjask, plask, sjask - en vandkamp af den helt ægte slags med vandballoner, vandpistoler og spandevis af iskoldt vand. Vi blev ordentligt gennemblødte - stadig med parykker og hele udstyret. Efter vandkampen lavede vi et ritual for moder jord (Pachamama), som alle huse gør for at bede om beskyttelse og held og lykke. Nogle beder også om materielle goder, som eksempelvis computer, ny bil osv. Ritualet hedder K'oa, og det man gør er, at man har en speciel sammensætning af urter, træ og figurer, som brændes af, alt imens man drikker med moderjord, hvilket vil sige, at hver gang man tager en slurk af sin drink, hælder man en lille smule på jorden. Det gør man indtil, "bålet" er brændt ud. Dette førte blandt andet til, at min ene "søster's" kæreste Sergio, blev ret bedugget. En ellers meget stille mand, talte pludselig som et vandfald, og det var en egentlig ret fornøjeligt at høre om hans liv, få anbefalet rejsesteder i Bolivia og om ritualet K'oa. Festen forsatte med mad og dans, og det var en skøn dag med familien.
Her i marts halter det lidt med at få opdateret min blog - men prøver at komme efter det.
I starten af marts fejrede vi carnavalet, og det var en sjov, festlig, glad og også trist oplevelse - det kommer jeg til senere. Karnevalet er som sagt en stor ting her i Bolivia. Det bliver afholdt i de fleste byer, men det største er i byen Oruro, og det efterfølges af 2 nationale fridage, hvilket vi også nød godt af. Men karnevalet varer som sådan hele ugen - for ikke at sige flere måneder, som det faktisk er, da det starter i februar, som jeg jo har skrevet om.
Vi tog til Oruro tidligt lørdag d. 1. marts - og vi kom til byen ca. kl. 10, der allerede sydede af feststemning, gadekøkkener, gadesælgere, skumkampe, børn med vandgeværer og musik. Vi spiste morgenmad og fandt vores sæder. Karnevalet består mere eller mindre af et optog af dansere, der varer hele dagen - fra 8-22. De danser på en rute gennem byen på de mest centrale gader. Der er så opsat tribuner, hvor man som tilskuer kan købe sæder. De tilstødende gader er et virvar af folk, madboder, sælgere, fulde mennesker, tissekøer til de offentlige toiletter osv. Næsten som en hver anden festival. Dog er der den forskel, at folk leger med vand og skum - det endte i nogle ret vilde kampe, hvor vi blev dækket i skum (se billeder). Dansene er varierende, men der en del, der går igen. Kostumerne og showet er en stor del af det, så det var nogle smukke syn af dansere med farverige glimtende dragter. Der bliver også fortalt historier gennem dansene, der repræsenterer forskellige dele af landet. Det er egentlig en katolsk tradition, der stammer fra spanierne, men den er nu godt blandet sammen med lokale religioner og fortællinger. Udover dansene er musikken også en meget vigtig del - og det er helt utroligt, hvordan trompetister, tubaister osv. kan blive ved at trutte for fulde gardiner efter at have vandret i den bagende sol i mange timer. Det er i øvrigt også utroligt med danserne, som ikke ligefrem danser i kondisko eller bærer teva-sandaler, men som danser i gigantisk høje hæle eller høje støvler, der passer til kostumet, men som ser utroligt ubehageligt ud. Og ofte er mændenes kostumer som en uniform, gerne med enorm vatterede pufærmer, og da det var omkring 20 grader og høj sol, så har virkelig været en varm fornøjelse. Men det var en virkelig skæg og speciel oplevelse - bortset fra at det hele endte noget tragisk, da en gangbro, der var bygget hen over vejen, hvor optoget forgik, brasede sammen omkring kl. 18. Det var omkring 20 meter fra, hvor vi stod, så mange af mine medstuderende så det. Det skete ligesom Bolivias meste famøse band Popo gik under den, og 4 af bandets medlemmer omkom og mange blev sårede. Så hele dagen blev noget farvet af denne tragiske afslutning - som jo både var meget voldsom og trist. Da vi forlod stedet lidt efter, vidste vi dog ikke, hvor slemt et omfang ulykken egentlig var, men det passede os godt, at det var planlagt, at vi skulle hjem deromkring. Fotoserien vil jeg derfor dedikere til Bandet Popo og de 4 omkomne medlemmer. Fotosne fokuserer på den varme glæde, farverige festlighed og legende verden, som hverdagen forvandles til disse dage om året - hvilket var en utrolig smuk - men også lærerig oplevelse i forhold til en højtid, der virkelig betyder meget for nærmest alle bolivianere.
Dansen fra Cochabamba: "Carporales" |
SKUM FIGHT!!!
Konfeeeeeetti!!! |
Marcelo og Sergio |
Selv hunden Coqui fik serpentinere på |
La mama laver la K'oa |
mandag den 24. februar 2014
På ekskusion til Potosí og Sucre (17.-23. februar)
Så er der gået endnu en uge - og denne endnu mere intens end de andre (om muligt). Vi har været på ekskursion i de to historisk meget vigtige byer: Potosí og Sucre.
Vi tog afsted tirsdag morgen med fly til Sucre. Derefter fulgte en bustur på 3 timer (som selvfølgelig blev til 4-5 timer) til Potosí. Netop som vi havde sat os, fik vi at vide, at der var vejblokade på ruten, så det nok ville tage længere tid. Det er der relativt ofte i Bolivia, og det er folkets måde at protestere på og "lukke" landet ned. Men det var nu ikke derfor, at vi blev forsinket... Efter en times kørsel brød vores bus sammen, vi måtte vente på en ny. Men det var i smukke omgivelser ude på landet, så det var helt rart at gå en tur og se på det flotte landskab.
Endelig ankom vi til Potosí. Byen er vigtig fordi, her ligger Cerro Rico (Det rige bjerg), som var fyldt med sølv i sin storhedstid, hvilket gjorde byen til den mest rige i hele Sydamerika. Så kom spanierne, og de sejlede alt sølvet til Spanien, og det finansierede en stor del af Europas udvikling. Byen er også verdens højest beliggende by (3900 m). Det var derfor også med lettere hovedpine og dårlig vejrtrækning, vi besøgte byens historiske museum "La Casa de la Moneda". Selvom det kun lå 200 meter fra vores hotel - op ad bakke - så var det med hjertebanken og åndenød, jeg klarede den lille tur. Museet var en gennemgang af byens historie med fokus på pengenes udvikling, gamle møntmaskiner, utallige mineraler og sten fundet i Cerro Rico, og historisk betydningsfuld kunst. Det var fin måde at få Potosí, Bolivias historie og minernes betydning i sat perspektiv.
| ||||||||||||
Næste dag besøgte vi et projekt, der hedder Waynapacha. De arbejder med minearbejderfamilier, og børnene kommer der hverdag udenfor undervisning og får undervisning, mad, laver lektier og leger. Nogle af mødrene arbejder også i køkkenet her. Børnene elskede os og hang om halsen på os alle. Det var et smukt møde - glade og åbne. Men også tankevækkende at mange af disse børn allerede har prøvet miste deres far, eller at deres fremtid er at arbejde i minerne. En del af projektet er derfor også at arbejde for, at de får en uddannelse, så de ikke behøver at arbejde i minerne. Vi mødte også Doña Sergia, som er enke efter hendes mand døde i minerne, mens hun var 2 måneder henne i sin graviditet med deres 7. barn. Vi besøgte hende i sit hjem: to værelser, køkken og seng i det ene og en ekstra seng i det andet. Hun var så sød, og hun græd, da hun fortalte sin historie. Men både fordi det var et hårdt liv, men også fordi hun var så heldig at have sine børn og få hjælp fra centeret. Meget taknemmelig dame. Hun viste os stolt en dragt, som hendes søn havde lavet til karnevalet. Det var et meget fint og tankevækkende møde.
Næste dag tog vi til Sucre. Et sjovt gensyn med byen, som jeg boede i for 6 år siden. Wauw! Det er en smuk smuk by. Det er endnu et levn fra kolonialisme, og det var her spanierne bosatte sig på grund af det bedre klima end i Potosí, derfor er der mange flotte spanske hvide bygninger. Det er også tydeligt, at det er den rige by. Jeg besøgte min kære familie fra dengang - det var et dejligt gensyn med Nancy og Victor. Jeg spiste frokost hos dem og tilbragte min eftermiddag med dem, det var rigtig hyggeligt. Der boede en flok udvekslingsstuderende, som studerede på samme skole som jeg. Dem fik jeg mig også en snak med.
I byen Sucre besøgte vi et interessant projekt, som arbejder med forskellige landsbyer, som igennem lang tid har vævet smukke vævninger, men som de næsten var holdt op med, fordi de ikke kunne tjene penge på det. Nu er der så lavet et museum, som fortæller deres historier og sælger deres vævninger. Det var ret spændende. Plus nu kan kvinderne tjene penge på deres værker, og selv mændene er begyndt at væve.
Nå det var et gammelt indlæg, som jeg ikke var blevet færdig med. Snart kommer der nyere nyheder fra Bolivia - men der sker så meget, så det er næsten umuligt at få det hele med. Jeg håber, at alt er vel i Danmark, og at I nyder forårets kommen. Jeg har fået mange fine billeder af vintergækker og erantisser. Tak for dem - jeg savner årstidens skiften!
mandag den 17. februar 2014
Weekenden 14.-16. Febrero
Så er det blevet mandag efter en lang, sjov og begivenhedsrig weekend.
Fredag startede med 3 timers katolsk workshop med min mama, hvor vi lærte at bruge en rosenkrans og recitere vers. Så kan jeg også skrive på mit cv. Vi fik udleveret en selvlysende rosenkrans og en lille folder med de forskellige vers i. Da vi ankom var der musik og dans, og da bolivianerne gerne ankommer lidt sent, var der sat en time af til at ankomme. I alt varede workshoppen ikke mindre end tre timer, og halvdelen af workshoppen var en video på en storskærm med en af de store katolske spidser herfra Cochabamba. Så en lille morfar blev det også til. Indimellem var der også musik, og det hjalp lidt til at kvikke mig op, og så fortalte min mama også historier, så det var vældigt hyggeligt.
Lørdag skulle jeg til stor fest om aftenen, hvor man skulle have en t-shirt, som måtte blive malet, så jeg tog sammen med min hermana (søster) Olivia - også kaldet Peke - og en af de andre studerende (Natascha), som også skulle med til festen, til det lokale marked - La Cancha. Eller vent - først skulle vi jo lige have ordnet negle, som Olivia gør hver lørdag. Så jeg fik denne gang malet mine negle i neonfarver, så jeg var klar til festen om aftenen. Nå, men markedet er kæmpestort, og der er flere forskellige sektioner fra mad, tøj, elektronik, bøger, køkkenting - faktisk alt, kan du få på det marked. Til gengæld er mere eller mindre farligt for os gringos (hvide), da der er mange tyyyveknægte. Og heldigvis fik vi ikke stjålet noget - men kun forsøgt. Pludselig landede der nemlig en ordentlig grønhakker på min arm, og én på Nataschas skulder. Hendes taske stod også pludselig åben, men intet manglede. Så det var et temmelig klamt - og egentlig også ubehageligt første møde med La Cancha. Men jeg har nu lært, at jeg ikke skal have en taske med næste gang, men blot have mine moneter i mine forlommer.
Om aftenen fik vi empanadas fra det lokale bageri, som har eksisteret siden 1939. Derefter gjorde jeg mig klar til GLOW NONSTOP FIESTA, som jeg skulle til med min hermano (bror) Marcelo, hans kæreste og Natsacha, der bor ved Marcelo's kæreste. Det var en vild og festlig fest. Da vi ankom fik vi stukket to sugerør fyldt med neonfarvemaling i hånden, og så var det bare at gå i gang med male hinanden. Derefter var der dans todo la noche til dejlige rytmer i cumbia-musik. På tidspunkt startede "La hora loca" (Den skøre time), hvor der kom en flok danser, en mand på stylter, mænd med trommer og lange balloner marcherende igennem mængden. De spillede og lagde op til fiesta. Og der var godt gang i den. Det var mægtig skægt.
Søndag vågnede jeg godt brugt fra dagen forinden, men jeg havde mange lektier, som jeg manglede. Blandet et livshistorieinterview med min mama, en lillebitte spørgeskemaundersøgelse (5 personer) og en informationsark omkring mit projekt. Jeg var også på marked med moderen den dag. Det er jo sådan, man handler ind ind. Der er ikke nogen supermarkeder, men til gengæld super mange markeder - men super mange stande: én hvor du køber grøntsager, én anden hvor du køber ris og mel, én tredje med hundemad, én fjerde med rengøringsmiddel osv. Og så har man gerne sine faste damer, som man handler hos. Om eftermiddagen gik jeg ud på Plaza Colon for at samle de 5 besvarelser til mit projekt - det var nemt at komme i snak med folk. De vil rigtig gerne snakke, og det var en fornøjelse at sætte mig på en bænk og snakke med folk. Blandt andet mødte jeg en ældre herre, som var teaterforfatter, og som havde en masse at sige omkring teater - og hvor vigtigt det er i undervisning og lignende. Om aftenen skulle jeg lave opgaverne færdige, men trætheden kom over mig, og kl. 22 snorksov jeg.
Fredag startede med 3 timers katolsk workshop med min mama, hvor vi lærte at bruge en rosenkrans og recitere vers. Så kan jeg også skrive på mit cv. Vi fik udleveret en selvlysende rosenkrans og en lille folder med de forskellige vers i. Da vi ankom var der musik og dans, og da bolivianerne gerne ankommer lidt sent, var der sat en time af til at ankomme. I alt varede workshoppen ikke mindre end tre timer, og halvdelen af workshoppen var en video på en storskærm med en af de store katolske spidser herfra Cochabamba. Så en lille morfar blev det også til. Indimellem var der også musik, og det hjalp lidt til at kvikke mig op, og så fortalte min mama også historier, så det var vældigt hyggeligt.
Lørdag skulle jeg til stor fest om aftenen, hvor man skulle have en t-shirt, som måtte blive malet, så jeg tog sammen med min hermana (søster) Olivia - også kaldet Peke - og en af de andre studerende (Natascha), som også skulle med til festen, til det lokale marked - La Cancha. Eller vent - først skulle vi jo lige have ordnet negle, som Olivia gør hver lørdag. Så jeg fik denne gang malet mine negle i neonfarver, så jeg var klar til festen om aftenen. Nå, men markedet er kæmpestort, og der er flere forskellige sektioner fra mad, tøj, elektronik, bøger, køkkenting - faktisk alt, kan du få på det marked. Til gengæld er mere eller mindre farligt for os gringos (hvide), da der er mange tyyyveknægte. Og heldigvis fik vi ikke stjålet noget - men kun forsøgt. Pludselig landede der nemlig en ordentlig grønhakker på min arm, og én på Nataschas skulder. Hendes taske stod også pludselig åben, men intet manglede. Så det var et temmelig klamt - og egentlig også ubehageligt første møde med La Cancha. Men jeg har nu lært, at jeg ikke skal have en taske med næste gang, men blot have mine moneter i mine forlommer.
Da vi kom hjem, fik vi frokost. Grillet steak med salat og kartofler. Efter et lille hvil og lidt lektielæsning bankede min mama på døren og spurgte, om jeg havde lyst til at gå med ud og se på danserne, der øver til det kommende karneval. Karneval er en STOR ting her i Bolivia. Alle skal ud og se det og feste, og det forgår i alle store og små byer. Det største er i byen Oruro, hvor vi også skal hen og se det. Her i byen er det i tre-fire uger, og når de øver, spærrer de byens centrale gader af, så danserne kan øve ruten. Dette vil de gøre de næste tre lørdage indtil det rigtige karneval. Det vil svare til, at man spærrede H.C. Andersens Boulevard, Gothersgade og flere centrale gader i København af alle lørdage i en hel måned. Det var faktisk rart, bortset fra på de gader, hvor trafikken blev dirigeret hen i stedet. Selve dansen er flere forskellige danse, de danser i grupper med orkester. I lørdags forgik det i jeans og høje hæle, men når det bliver det rigtige karneval, skal de have have fine dragter på. Det var sjovt at se, og jeg blev noget klogere på de forskellige danse.
Om aftenen fik vi empanadas fra det lokale bageri, som har eksisteret siden 1939. Derefter gjorde jeg mig klar til GLOW NONSTOP FIESTA, som jeg skulle til med min hermano (bror) Marcelo, hans kæreste og Natsacha, der bor ved Marcelo's kæreste. Det var en vild og festlig fest. Da vi ankom fik vi stukket to sugerør fyldt med neonfarvemaling i hånden, og så var det bare at gå i gang med male hinanden. Derefter var der dans todo la noche til dejlige rytmer i cumbia-musik. På tidspunkt startede "La hora loca" (Den skøre time), hvor der kom en flok danser, en mand på stylter, mænd med trommer og lange balloner marcherende igennem mængden. De spillede og lagde op til fiesta. Og der var godt gang i den. Det var mægtig skægt.
Søndag vågnede jeg godt brugt fra dagen forinden, men jeg havde mange lektier, som jeg manglede. Blandet et livshistorieinterview med min mama, en lillebitte spørgeskemaundersøgelse (5 personer) og en informationsark omkring mit projekt. Jeg var også på marked med moderen den dag. Det er jo sådan, man handler ind ind. Der er ikke nogen supermarkeder, men til gengæld super mange markeder - men super mange stande: én hvor du køber grøntsager, én anden hvor du køber ris og mel, én tredje med hundemad, én fjerde med rengøringsmiddel osv. Og så har man gerne sine faste damer, som man handler hos. Om eftermiddagen gik jeg ud på Plaza Colon for at samle de 5 besvarelser til mit projekt - det var nemt at komme i snak med folk. De vil rigtig gerne snakke, og det var en fornøjelse at sætte mig på en bænk og snakke med folk. Blandt andet mødte jeg en ældre herre, som var teaterforfatter, og som havde en masse at sige omkring teater - og hvor vigtigt det er i undervisning og lignende. Om aftenen skulle jeg lave opgaverne færdige, men trætheden kom over mig, og kl. 22 snorksov jeg.
Abonner på:
Opslag (Atom)