På ekskusion til Potosí og Sucre (17.-23. februar)

Så er der gået endnu en uge - og denne endnu mere intens end de andre (om muligt). Vi har været på ekskursion i de to historisk meget vigtige byer: Potosí og Sucre.

Vi tog afsted tirsdag morgen med fly til Sucre. Derefter fulgte en bustur på 3 timer (som selvfølgelig blev til 4-5 timer) til Potosí. Netop som vi havde sat os, fik vi at vide, at der var vejblokade på ruten, så det nok ville tage længere tid. Det er der relativt ofte i Bolivia, og det er folkets måde at protestere på og "lukke" landet ned. Men det var nu ikke derfor, at vi blev forsinket... Efter en times kørsel brød vores bus sammen, vi måtte vente på en ny. Men det var i smukke omgivelser ude på landet, så det var helt rart at gå en tur og se på det flotte landskab.
 

Endelig ankom vi til Potosí. Byen er vigtig fordi, her ligger Cerro Rico (Det rige bjerg), som var fyldt med sølv i sin storhedstid, hvilket gjorde byen til den mest rige i hele Sydamerika. Så kom spanierne, og de sejlede alt sølvet til Spanien, og det finansierede en stor del af Europas udvikling. Byen er også verdens højest beliggende by (3900 m). Det var derfor også med lettere hovedpine og dårlig vejrtrækning, vi besøgte byens historiske museum "La Casa de la Moneda". Selvom det kun lå 200 meter fra vores hotel - op ad bakke - så var det med hjertebanken og åndenød, jeg klarede den lille tur. Museet var en gennemgang af byens historie med fokus på pengenes udvikling, gamle møntmaskiner, utallige mineraler og sten fundet i Cerro Rico, og historisk betydningsfuld kunst. Det var fin måde at få Potosí, Bolivias historie og minernes betydning i sat perspektiv.

Evelyn og jeg - vores bolivianske hjælpelærer

En minearbejder der arbejder med at hugge mudderagtig ler ud

El tío

Næste dag besøgte vi minerne. Det var en meget blandet oplevelse - både med fascination over dem der arbejder der og også med en følelse af, at verden nogle gange er et hårdt sted at være. Det er virkeligt hårde og farlige arbejdsforhold for minearbejderne, og mange af dem dør i en alder af 40-50 år, da de får lungesygdomme af at indånde den støvede luft i minerne. Og her kunne vi nemt forlade minerne igen og tage tilbage til vores fine hotel. Men det var også et interessant møde med virkeligheden, og da her i landet er minearbejderne meget respekterede for deres arbejde - samt var de nogle af de første til at forme fagforeninger, og de har vist folket, at de har kunnet kæmpe sig til bedre løn og arbejdstimer osv. De har derfor stor betydning for Bolivia. Hver dag ofrer de til El Tío som er bjergets gud, og de giver arbejderne ham cocablade og finsprit for, at han passer på dem inde i minen og giver dem sølv. En gang om måneden ofrer de også en llama for el tío.

Næste dag besøgte vi et projekt, der hedder Waynapacha. De arbejder med minearbejderfamilier, og børnene kommer der hverdag udenfor undervisning og får undervisning, mad, laver lektier og leger. Nogle af mødrene arbejder også i køkkenet her. Børnene elskede os og hang om halsen på os alle. Det var et smukt møde - glade og åbne. Men også tankevækkende at mange af disse børn allerede har prøvet miste deres far, eller at deres fremtid er at arbejde i minerne. En del af projektet er derfor også at arbejde for, at de får en uddannelse, så de ikke behøver at arbejde i minerne. Vi mødte også Doña Sergia, som er enke efter hendes mand døde i minerne, mens hun var 2 måneder henne i sin graviditet med deres 7. barn. Vi besøgte hende i sit hjem: to værelser, køkken og seng i det ene og en ekstra seng i det andet. Hun var så sød, og hun græd, da hun fortalte sin historie. Men både fordi det var et hårdt liv, men også fordi hun var så heldig at have sine børn og få hjælp fra centeret. Meget taknemmelig dame. Hun viste os stolt en dragt, som hendes søn havde lavet til karnevalet. Det var et meget fint og tankevækkende møde.

I anledningen af karnevalet leger børnene meget med vand i hele Bolivia. Drengen der sidder på ryggen, af pigen der ligger i forgrunden, er lige kommet til at springe en vandballon på hendes ryg - det var ret skægt.

Næste dag tog vi til Sucre. Et sjovt gensyn med byen, som jeg boede i for 6 år siden. Wauw! Det er en smuk smuk by. Det er endnu et levn fra kolonialisme, og det var her spanierne bosatte sig på grund af det bedre klima end i Potosí, derfor er der mange flotte spanske hvide bygninger. Det er også tydeligt, at det er den rige by. Jeg besøgte min kære familie fra dengang - det var et dejligt gensyn med Nancy og Victor. Jeg spiste frokost hos dem og tilbragte min eftermiddag med dem, det var rigtig hyggeligt. Der boede en flok udvekslingsstuderende, som studerede på samme skole som jeg. Dem fik jeg mig også en snak med.

I byen Sucre besøgte vi et interessant projekt, som arbejder med forskellige landsbyer, som igennem lang tid har vævet smukke vævninger, men som de næsten var holdt op med, fordi de ikke kunne tjene penge på det. Nu er der så lavet et museum, som fortæller deres historier og sælger deres vævninger. Det var ret spændende. Plus nu kan kvinderne tjene penge på deres værker, og selv mændene er begyndt at væve.

Nå det var et gammelt indlæg, som jeg ikke var blevet færdig med. Snart kommer der nyere nyheder fra Bolivia - men der sker så meget, så det er næsten umuligt at få det hele med. Jeg håber, at alt er vel i Danmark, og at I nyder forårets kommen. Jeg har fået mange fine billeder af vintergækker og erantisser. Tak for dem - jeg savner årstidens skiften!