På ekskusion til Potosí og Sucre (17.-23. februar)

Så er der gået endnu en uge - og denne endnu mere intens end de andre (om muligt). Vi har været på ekskursion i de to historisk meget vigtige byer: Potosí og Sucre.

Vi tog afsted tirsdag morgen med fly til Sucre. Derefter fulgte en bustur på 3 timer (som selvfølgelig blev til 4-5 timer) til Potosí. Netop som vi havde sat os, fik vi at vide, at der var vejblokade på ruten, så det nok ville tage længere tid. Det er der relativt ofte i Bolivia, og det er folkets måde at protestere på og "lukke" landet ned. Men det var nu ikke derfor, at vi blev forsinket... Efter en times kørsel brød vores bus sammen, vi måtte vente på en ny. Men det var i smukke omgivelser ude på landet, så det var helt rart at gå en tur og se på det flotte landskab.
 

Endelig ankom vi til Potosí. Byen er vigtig fordi, her ligger Cerro Rico (Det rige bjerg), som var fyldt med sølv i sin storhedstid, hvilket gjorde byen til den mest rige i hele Sydamerika. Så kom spanierne, og de sejlede alt sølvet til Spanien, og det finansierede en stor del af Europas udvikling. Byen er også verdens højest beliggende by (3900 m). Det var derfor også med lettere hovedpine og dårlig vejrtrækning, vi besøgte byens historiske museum "La Casa de la Moneda". Selvom det kun lå 200 meter fra vores hotel - op ad bakke - så var det med hjertebanken og åndenød, jeg klarede den lille tur. Museet var en gennemgang af byens historie med fokus på pengenes udvikling, gamle møntmaskiner, utallige mineraler og sten fundet i Cerro Rico, og historisk betydningsfuld kunst. Det var fin måde at få Potosí, Bolivias historie og minernes betydning i sat perspektiv.

Evelyn og jeg - vores bolivianske hjælpelærer

En minearbejder der arbejder med at hugge mudderagtig ler ud

El tío

Næste dag besøgte vi minerne. Det var en meget blandet oplevelse - både med fascination over dem der arbejder der og også med en følelse af, at verden nogle gange er et hårdt sted at være. Det er virkeligt hårde og farlige arbejdsforhold for minearbejderne, og mange af dem dør i en alder af 40-50 år, da de får lungesygdomme af at indånde den støvede luft i minerne. Og her kunne vi nemt forlade minerne igen og tage tilbage til vores fine hotel. Men det var også et interessant møde med virkeligheden, og da her i landet er minearbejderne meget respekterede for deres arbejde - samt var de nogle af de første til at forme fagforeninger, og de har vist folket, at de har kunnet kæmpe sig til bedre løn og arbejdstimer osv. De har derfor stor betydning for Bolivia. Hver dag ofrer de til El Tío som er bjergets gud, og de giver arbejderne ham cocablade og finsprit for, at han passer på dem inde i minen og giver dem sølv. En gang om måneden ofrer de også en llama for el tío.

Næste dag besøgte vi et projekt, der hedder Waynapacha. De arbejder med minearbejderfamilier, og børnene kommer der hverdag udenfor undervisning og får undervisning, mad, laver lektier og leger. Nogle af mødrene arbejder også i køkkenet her. Børnene elskede os og hang om halsen på os alle. Det var et smukt møde - glade og åbne. Men også tankevækkende at mange af disse børn allerede har prøvet miste deres far, eller at deres fremtid er at arbejde i minerne. En del af projektet er derfor også at arbejde for, at de får en uddannelse, så de ikke behøver at arbejde i minerne. Vi mødte også Doña Sergia, som er enke efter hendes mand døde i minerne, mens hun var 2 måneder henne i sin graviditet med deres 7. barn. Vi besøgte hende i sit hjem: to værelser, køkken og seng i det ene og en ekstra seng i det andet. Hun var så sød, og hun græd, da hun fortalte sin historie. Men både fordi det var et hårdt liv, men også fordi hun var så heldig at have sine børn og få hjælp fra centeret. Meget taknemmelig dame. Hun viste os stolt en dragt, som hendes søn havde lavet til karnevalet. Det var et meget fint og tankevækkende møde.

I anledningen af karnevalet leger børnene meget med vand i hele Bolivia. Drengen der sidder på ryggen, af pigen der ligger i forgrunden, er lige kommet til at springe en vandballon på hendes ryg - det var ret skægt.

Næste dag tog vi til Sucre. Et sjovt gensyn med byen, som jeg boede i for 6 år siden. Wauw! Det er en smuk smuk by. Det er endnu et levn fra kolonialisme, og det var her spanierne bosatte sig på grund af det bedre klima end i Potosí, derfor er der mange flotte spanske hvide bygninger. Det er også tydeligt, at det er den rige by. Jeg besøgte min kære familie fra dengang - det var et dejligt gensyn med Nancy og Victor. Jeg spiste frokost hos dem og tilbragte min eftermiddag med dem, det var rigtig hyggeligt. Der boede en flok udvekslingsstuderende, som studerede på samme skole som jeg. Dem fik jeg mig også en snak med.

I byen Sucre besøgte vi et interessant projekt, som arbejder med forskellige landsbyer, som igennem lang tid har vævet smukke vævninger, men som de næsten var holdt op med, fordi de ikke kunne tjene penge på det. Nu er der så lavet et museum, som fortæller deres historier og sælger deres vævninger. Det var ret spændende. Plus nu kan kvinderne tjene penge på deres værker, og selv mændene er begyndt at væve.

Nå det var et gammelt indlæg, som jeg ikke var blevet færdig med. Snart kommer der nyere nyheder fra Bolivia - men der sker så meget, så det er næsten umuligt at få det hele med. Jeg håber, at alt er vel i Danmark, og at I nyder forårets kommen. Jeg har fået mange fine billeder af vintergækker og erantisser. Tak for dem - jeg savner årstidens skiften!

Weekenden 14.-16. Febrero

Så er det blevet mandag efter en lang, sjov og begivenhedsrig weekend.


Fredag startede med 3 timers katolsk workshop med min mama, hvor vi lærte at bruge en rosenkrans og recitere vers. Så kan jeg også skrive på mit cv. Vi fik udleveret en selvlysende rosenkrans og en lille folder med de forskellige vers i. Da vi ankom var der musik og dans, og da bolivianerne gerne ankommer lidt sent, var der sat en time af til at ankomme. I alt varede workshoppen ikke mindre end tre timer, og halvdelen af workshoppen var en video på en storskærm med en af de store katolske spidser herfra Cochabamba. Så en lille morfar blev det også til. Indimellem var der også musik, og det hjalp lidt til at kvikke mig op, og så fortalte min mama også historier, så det var vældigt hyggeligt.

Lørdag skulle jeg til stor fest om aftenen, hvor man skulle have en t-shirt, som måtte blive malet, så jeg tog sammen med min hermana (søster) Olivia - også kaldet Peke - og en af de andre studerende (Natascha), som også skulle med til festen, til det lokale marked - La Cancha. Eller vent - først skulle vi jo lige have ordnet negle, som Olivia gør hver lørdag. Så jeg fik denne gang malet mine negle i neonfarver, så jeg var klar til festen om aftenen. Nå, men markedet er kæmpestort, og der er flere forskellige sektioner fra mad, tøj, elektronik, bøger, køkkenting - faktisk alt, kan du få på det marked. Til gengæld er mere eller mindre farligt for os gringos (hvide), da der er mange tyyyveknægte. Og heldigvis fik vi ikke stjålet noget - men kun forsøgt. Pludselig landede der nemlig en ordentlig grønhakker på min arm, og én på Nataschas skulder. Hendes taske stod også pludselig åben, men intet manglede. Så det var et temmelig klamt - og egentlig også ubehageligt første møde med La Cancha. Men jeg har nu lært, at jeg ikke skal have en taske med næste gang, men blot have mine moneter i mine forlommer.

Da vi kom hjem, fik vi frokost. Grillet steak med salat og kartofler. Efter et lille hvil og lidt lektielæsning bankede min mama på døren og spurgte, om jeg havde lyst til at gå med ud og se på danserne, der øver til det kommende karneval. Karneval er en STOR ting her i Bolivia. Alle skal ud og se det og feste, og det forgår i alle store og små byer. Det største er i byen Oruro, hvor vi også skal hen og se det. Her i byen er det i tre-fire uger, og når de øver, spærrer de byens centrale gader af, så danserne kan øve ruten. Dette vil de gøre de næste tre lørdage indtil det rigtige karneval. Det vil svare til, at man spærrede H.C. Andersens Boulevard, Gothersgade og flere centrale gader i København af alle lørdage i en hel måned. Det var faktisk rart, bortset fra på de gader, hvor trafikken blev dirigeret hen i stedet. Selve dansen er flere forskellige danse, de danser i grupper med orkester. I lørdags forgik det i jeans og høje hæle, men når det bliver det rigtige karneval, skal de have have fine dragter på. Det var sjovt at se, og jeg blev noget klogere på de forskellige danse. 

Om aftenen fik vi empanadas fra det lokale bageri, som har eksisteret siden 1939. Derefter gjorde jeg mig klar til GLOW NONSTOP FIESTA, som jeg skulle til med min hermano (bror) Marcelo, hans kæreste og Natsacha, der bor ved Marcelo's kæreste. Det var en vild og festlig fest. Da vi ankom fik vi stukket to sugerør fyldt med neonfarvemaling i hånden, og så var det bare at gå i gang med male hinanden. Derefter var der dans todo la noche til dejlige rytmer i cumbia-musik. På tidspunkt startede "La hora loca" (Den skøre time), hvor der kom en flok danser, en mand på stylter, mænd med trommer og lange balloner marcherende igennem mængden. De spillede og lagde op til fiesta. Og der var godt gang i den. Det var mægtig skægt.

Søndag vågnede jeg godt brugt fra dagen forinden, men jeg havde mange lektier, som jeg manglede. Blandet et livshistorieinterview med min mama, en lillebitte spørgeskemaundersøgelse (5 personer) og en informationsark omkring mit projekt. Jeg var også på marked med moderen den dag. Det er jo sådan, man handler ind ind. Der er ikke nogen supermarkeder, men til gengæld super mange markeder - men super mange stande: én hvor du køber grøntsager, én anden hvor du køber ris og mel, én tredje med hundemad, én fjerde med rengøringsmiddel osv. Og så har man gerne sine faste damer, som man handler hos. Om eftermiddagen gik jeg ud på Plaza Colon for at samle de 5 besvarelser til mit projekt - det var nemt at komme i snak med folk. De vil rigtig gerne snakke, og det var en fornøjelse at sætte mig på en bænk og snakke med folk. Blandt andet mødte jeg en ældre herre, som var teaterforfatter, og som havde en masse at sige omkring teater - og hvor vigtigt det er i undervisning og lignende. Om aftenen skulle jeg lave opgaverne færdige, men trætheden kom over mig, og kl. 22 snorksov jeg.

Uge 7 der gik

Kort om ugen der gik:

• Undervisningen er god. Alle lærerer er stort set bolivianere, hvilket er fedt og giver et godt indblik i bolivianernes opfattelse kolonisation og deskolonisation, som er det, vi arbejder med i øjeblikket.
• Vi har set en del dokumentarer, som en del af undervisningen - heriblandt kan jeg anbefale "The Devil's miner". De har alle været meget rørende, barske og deprimerende - og vist de brutale sider af Bolivia, fx. børn og unge, der lever i gaden og afhængige af at sniffe lim, eller som ovenstående film om Basilio, der må arbejde i minerne for at tjene penge til at gå i skole.
• Derudover har vi været på ekskursion til byens kirkegård, hvor der er en gruppe børn, der også arbejder hverdag for at tjene penge til at gå i skole. De viste os rundt, fortalte om deres liv og og deres fremtidsdrømme. De havde også en musikgruppe og spillede sange for os.  
  
  
  
  
  
• Jeg er gået i gang med mit projekt - som lige nu handler om teater - og måske kunst generelt - kan bruges som redskab til skabe sociale forandringer. Men jeg støder hele tiden på spændende emner, så jeg kan ikke beslutte mig...
• Jeg har set en kvinde i kødafdelingen på markedet, hvis hænder var dækket af fiskeskel, men alligevel sad og talte i telefon. Jeg har også set en kvinde, der sad og tog sig en lur i sin bod.
• Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg var på stadion for at løbe og ikke kunne finde rundt, og en mand (medio-fæl) kom hen til mig - og han blot ville hjælpe mig på vej.
• Hunden Estrella har fået ny hofte.
• Jeg har fundet en ny yndlingscafe lige rundt om hjørnet fra, hvor jeg bor.
• En morgen var der ferskenmarked på vej til skole - jeg købte et kilo til 10 kr.
• Om søndagen er der elbiler til børnene på Plaza Colon, samt mulighed for at fodre duer.

Et lille sidespring:

I dag fylder min søde smukke mor 60 år - TILLYKKE dejlige mutti!!! Feliz cumple!

På besøg hos "El sindicato de las trabajadores del hogar Cochabamba"

Søndag d. 9. februar

En anden studerende og jeg var på besøg hos las trabajadores del hogar (hushjælpere, rengøringskoner osv.). Vi havde været på ekskursion for at høre om foreningens arbejde - og i den forbindelse blev vi inviteret med til workshop, hvorigennem kvinderne kunne lære om deres rettigheder. De ville gerne have, hvis vi kunne lave en film til deres hjemmeside, så vi filmede en masse. Der var en masse undervisning og oplæg, film og også mere aktive aktiviteter, som skulle vise kvinderne, hvor vigtigt det er at samarbejde.

Kvinderne er typisk flyttet fra landet og indtil byen for at finde et arbejde, så de kan tjene penge til at leve for eller til at betale en uddannelse. Der har historisk set været en grov udnyttelse af disse kvinder og ofte har de ikke haft fri, ferie, fået mad, fået minimumslønnen eller tid til uddannelse eller lignende, og de har haft ringe vilkår, såsom sovet på gulvet, fysiske og psykiske overgreb osv. Og der er stadig mange af kvinderne, som ikke kender deres rettigheder - som er vedtaget ved lov.

Kvinderne fortalte ligeledes historier om deres oplevelser, og der er stadig mange, der lider af overgreb og ringe vilkår - såsom ingen fritid eller ferie. Der er også mange mine medstuderende, hvor familien har en hushjælper, der bor hos familien - men som fx. ikke spiser af porcelænet og sidder for sig selv og spiser i køkkenet, mens familien sidder ved det store bord. Det er ofte, at hushjælperen ikke ønsker at sidde med ved det store bord, men det er alligevel en uvant situation for mange af os fra Vesten. Men det skal også nævnes, at der også er mange familier, der behandler deres ansatte ordentligt, og eksempelvis talte jeg med en pige, som har arbejdet som hushjælp, men nu studerer sociologi. Her hos min familie kommer der en rengøringskone hver fredag. Hun arbejder i 4-5 timer og gør hele huset rent. Hun får omkring 150-200 bs., som er ca. 120-160 kr. Det tror jeg, er meget fair her i Bolivia.

Her følger et par billeder fra dagens aktiviteter.

Kvinderne skriver under og registreres

Mange kvinder er mødt op - og mange er nye i foreningen.

Fællesaktivitet hvor alle kvinderne bliver kludret ind i en snor, og de skal så samarbejde om at komme fri og følge trådens gang ind og ud i mellem dem.

Som I kan se, har mange denne tøjstil, som kommer af deres kultur som quechua-folk

De første indtryk

Kære familie og venner

Så er der gået to uger siden jeg tog fra Danmark, halvanden uge siden jeg ankom til Cochabamba, og en uge siden jeg flyttede ind hos familien Zambrana, hvor jeg skal bo de næste 3 måneder. Det føles allerede som om, at jeg har været her meget længe og alligevel ikke. Der er stadig mange ting at vende sig til. Men jeg har det godt - rigtig godt!

De første dage i Cochabamba boede alle os studerende (mig og 23 amerikanere på 20-21 år - pheeew det er et studie for sig) på et lille hotel, hvor vi havde en masse introduktion - både til timerne, underviserne og kurset generelt, men også til den bolivianske kultur, vaner, sikkerhed, risici og 'DOs and DON'Ts'. Og der er masser at lære - først og fremmest at man ALDRIG må smide toiletpapiret i toilettet, men i en spand ved siden af, at os ’gringos ’aldrig må praje en taxa fra gaden, samt at vi skal undgå mad fra gadesælgere (hvoraf jeg alligevel har formået at gøre alle tre ting indenfor den første uge – ups, men de amerikanere skal også slappe lidt af). Heidi, programmets koordinator, er en fantastisk dame fra USA med masser af energi og omsorg. Hun har koordineret programmet i 15 år, bor fast her i Cochabamba og har et hav af kontakter, som vi kan bruge på vores feltarbejde. Programmet kommer til at bestå i 2,5 måneds intensive kurser i ”Multikulturalisme og Globalisation”, ”Bolivias historie og sociale forandringer”, ”Metode og etik” og ikke mindst ”Spansk”. Derefter har vi en måneds feltarbejde, men som vi dog allerede kan påbegynde under vores metodekursus. Det er virkelig dejligt at være tilbage i Bolivia med helt nye perspektiver og muligheder end sidst. Samtidig er det også spændende at sammenligne mine oplevelser, ideer og opfattelser og se, hvad der er sket på fem år – både med landet og folket, men også med mig.

Introduktionsdagene var tæt pakkede med diverse lege, velkomstritualer og måltider. Maden er et andet vigtigt emne her i Cochabamba. Byen er netop kendt for at have den lækreste mad i Bolivia, og det ER lækker mad! Du får altid serveret kæmpe portioner – gerne med en kommentar om, ”at du skal nok blive tyk (gordita)”. Da introduktionen var overstået, blev vi installeret hos hver sin værtsfamilie, og jeg bor ved familien Zambrana:


Maria-Esther, la mama: en dejlig og sej dame som er fraskilt sin mand, og derfor står for alt i huset. Hun sørger godt for mig, selvom hun kommer hjem træt fra arbejde. Hun har sin egen butik, hvor hun sælger madvarer. Melvi – storesøsteren på 30 år, som også arbejder og er kærester med Sergio, som også tit spiser frokost med familien (Frokosten er det vigtigste måltid på dagen, så hele familien kommer hjem og spiser frokost, og nogle skal så tilbage på arbejde/i skole igen). Melvi og Sergio er et hyggeligt par, som jeg dog ikke har set så meget til udover til frokosten. Lillesøsteren Olivia, også kalde Peque, 27 år, er rigtig sød og tager mig gerne med til alt muligt sammen med hendes venner – det er rigtig dejligt. Derudover kan hun godt lide at sy og være kreativ, så der har vi en fælles interesse. Hun har studeret jura, men hun synes, det var kedeligt og vil egentlig hellere være stewardesse, så nu tager hun et engelskkursus. Og så er der Marcelo på 23 år. Han er rigtig flink fyr, der gerne forklarer, når der er noget, jeg ikke forstår. Han studerer miljø og klima på et Katolsk Universitet. Familien bruger meget tid sammen i køkkenet - også efter de har spist, det er ret hyggeligt. Hvis de vil se tv, så gør de det på deres egne værelser. Jeg føler mig meget velkommen i familien, men skal også lige vænne mig til at bo i en familiekonstellation og er selvfølgelig også stadig meget en gæst, selvom jeg må tage, hvad jeg lyster i køkkenet. Men jeg har mit eget værelse og badeværelse, så jeg kan også nemt trække mig tilbage, selvom jeg dog nyder at være sammen med familien. Orv – jeg har glemt familiens to kæledægger, nemlig hundene Coqui og Estrella – der også bliver kaldt peritos, hijitos, niños osv. Kære børn har mange navne. Det går godt med det spanske, men det går også indimellem noget stærkt, når familien snakker ved middagsbordet. Men jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre, og der kommer mere og mere ind i hovedet (udover mad!). Men der går meget tid med at sidde og prøve og følge med, når de joker med hinanden, eller når der fortælles anekdoter fra deres hverdag. Indimellem stopper de også op og hører om jeg er med på, hvad de snakker om. På to-tremandshånd går det bedre, men glæder mig til, jeg drømmer på spansk.


Jeg bor midt i byen, så jeg kan gå til universitetet hver dag. Jeg nyder allerede min tur gennem byen, der er så mange ting at se på, fra folk der nyder deres siesta på las plazas eller i parkerne, til hede politiske debatter på Plaza Principal. Fra kæmpestore is-cafeer (heladerías), til gadesælgere, der sælger alt fra snørrebånd og friskpresset juice til telefonopkald fra deres fastnettelefon, som de har installeret på gaden. Fra cholitas på vej til skole eller arme kvinder, der tigger med deres baby i armene, gadehunde og gamle amerikanske skolebusser, en trafik, der er fuldstændig respektløs, til kys på kinden, fest og glade smil. Dette mix er temmelig svært at beskrive, men det er det, som gør Bolivia så specielt for mig. Det er syret, men fedt at jeg nu kan få lov at blive klogere på alt dette.




Med kyshånd tager jeg imod breve og hilsener på:


Line Ellen Krabek


c/o Patricia Parra

Casilla 5869

Cochabamba, Bolivia



Mails på: lineellen@krabek.dk


Jeg er også at finde på skype: linekrabek

Mit bolivianske nummer er: +591 71443341



Beklager længden på mailen, det trækker altid lidt ud, når man går i gang med at skrive. Jeg håber, at I har det godt i Danmark, og at vinteren er ved at slippe sit tag. Jeg kan ihvertfald anbefale et klima på 20-25 grader.


Muchos besitos y hasta luego

- Line (her: Lina)