De første indtryk

Kære familie og venner

Så er der gået to uger siden jeg tog fra Danmark, halvanden uge siden jeg ankom til Cochabamba, og en uge siden jeg flyttede ind hos familien Zambrana, hvor jeg skal bo de næste 3 måneder. Det føles allerede som om, at jeg har været her meget længe og alligevel ikke. Der er stadig mange ting at vende sig til. Men jeg har det godt - rigtig godt!

De første dage i Cochabamba boede alle os studerende (mig og 23 amerikanere på 20-21 år - pheeew det er et studie for sig) på et lille hotel, hvor vi havde en masse introduktion - både til timerne, underviserne og kurset generelt, men også til den bolivianske kultur, vaner, sikkerhed, risici og 'DOs and DON'Ts'. Og der er masser at lære - først og fremmest at man ALDRIG må smide toiletpapiret i toilettet, men i en spand ved siden af, at os ’gringos ’aldrig må praje en taxa fra gaden, samt at vi skal undgå mad fra gadesælgere (hvoraf jeg alligevel har formået at gøre alle tre ting indenfor den første uge – ups, men de amerikanere skal også slappe lidt af). Heidi, programmets koordinator, er en fantastisk dame fra USA med masser af energi og omsorg. Hun har koordineret programmet i 15 år, bor fast her i Cochabamba og har et hav af kontakter, som vi kan bruge på vores feltarbejde. Programmet kommer til at bestå i 2,5 måneds intensive kurser i ”Multikulturalisme og Globalisation”, ”Bolivias historie og sociale forandringer”, ”Metode og etik” og ikke mindst ”Spansk”. Derefter har vi en måneds feltarbejde, men som vi dog allerede kan påbegynde under vores metodekursus. Det er virkelig dejligt at være tilbage i Bolivia med helt nye perspektiver og muligheder end sidst. Samtidig er det også spændende at sammenligne mine oplevelser, ideer og opfattelser og se, hvad der er sket på fem år – både med landet og folket, men også med mig.

Introduktionsdagene var tæt pakkede med diverse lege, velkomstritualer og måltider. Maden er et andet vigtigt emne her i Cochabamba. Byen er netop kendt for at have den lækreste mad i Bolivia, og det ER lækker mad! Du får altid serveret kæmpe portioner – gerne med en kommentar om, ”at du skal nok blive tyk (gordita)”. Da introduktionen var overstået, blev vi installeret hos hver sin værtsfamilie, og jeg bor ved familien Zambrana:


Maria-Esther, la mama: en dejlig og sej dame som er fraskilt sin mand, og derfor står for alt i huset. Hun sørger godt for mig, selvom hun kommer hjem træt fra arbejde. Hun har sin egen butik, hvor hun sælger madvarer. Melvi – storesøsteren på 30 år, som også arbejder og er kærester med Sergio, som også tit spiser frokost med familien (Frokosten er det vigtigste måltid på dagen, så hele familien kommer hjem og spiser frokost, og nogle skal så tilbage på arbejde/i skole igen). Melvi og Sergio er et hyggeligt par, som jeg dog ikke har set så meget til udover til frokosten. Lillesøsteren Olivia, også kalde Peque, 27 år, er rigtig sød og tager mig gerne med til alt muligt sammen med hendes venner – det er rigtig dejligt. Derudover kan hun godt lide at sy og være kreativ, så der har vi en fælles interesse. Hun har studeret jura, men hun synes, det var kedeligt og vil egentlig hellere være stewardesse, så nu tager hun et engelskkursus. Og så er der Marcelo på 23 år. Han er rigtig flink fyr, der gerne forklarer, når der er noget, jeg ikke forstår. Han studerer miljø og klima på et Katolsk Universitet. Familien bruger meget tid sammen i køkkenet - også efter de har spist, det er ret hyggeligt. Hvis de vil se tv, så gør de det på deres egne værelser. Jeg føler mig meget velkommen i familien, men skal også lige vænne mig til at bo i en familiekonstellation og er selvfølgelig også stadig meget en gæst, selvom jeg må tage, hvad jeg lyster i køkkenet. Men jeg har mit eget værelse og badeværelse, så jeg kan også nemt trække mig tilbage, selvom jeg dog nyder at være sammen med familien. Orv – jeg har glemt familiens to kæledægger, nemlig hundene Coqui og Estrella – der også bliver kaldt peritos, hijitos, niños osv. Kære børn har mange navne. Det går godt med det spanske, men det går også indimellem noget stærkt, når familien snakker ved middagsbordet. Men jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre, og der kommer mere og mere ind i hovedet (udover mad!). Men der går meget tid med at sidde og prøve og følge med, når de joker med hinanden, eller når der fortælles anekdoter fra deres hverdag. Indimellem stopper de også op og hører om jeg er med på, hvad de snakker om. På to-tremandshånd går det bedre, men glæder mig til, jeg drømmer på spansk.


Jeg bor midt i byen, så jeg kan gå til universitetet hver dag. Jeg nyder allerede min tur gennem byen, der er så mange ting at se på, fra folk der nyder deres siesta på las plazas eller i parkerne, til hede politiske debatter på Plaza Principal. Fra kæmpestore is-cafeer (heladerías), til gadesælgere, der sælger alt fra snørrebånd og friskpresset juice til telefonopkald fra deres fastnettelefon, som de har installeret på gaden. Fra cholitas på vej til skole eller arme kvinder, der tigger med deres baby i armene, gadehunde og gamle amerikanske skolebusser, en trafik, der er fuldstændig respektløs, til kys på kinden, fest og glade smil. Dette mix er temmelig svært at beskrive, men det er det, som gør Bolivia så specielt for mig. Det er syret, men fedt at jeg nu kan få lov at blive klogere på alt dette.




Med kyshånd tager jeg imod breve og hilsener på:


Line Ellen Krabek


c/o Patricia Parra

Casilla 5869

Cochabamba, Bolivia



Mails på: lineellen@krabek.dk


Jeg er også at finde på skype: linekrabek

Mit bolivianske nummer er: +591 71443341



Beklager længden på mailen, det trækker altid lidt ud, når man går i gang med at skrive. Jeg håber, at I har det godt i Danmark, og at vinteren er ved at slippe sit tag. Jeg kan ihvertfald anbefale et klima på 20-25 grader.


Muchos besitos y hasta luego

- Line (her: Lina)